Bungy jump og Canyoning

Loerdag morgen klokken 5 sad jeg nervoes i bussen paa vej mod nepals kendte ekstremsports sted "The Last resort". Caroline og jeg havde booked bungy jump og Canyoning med en overnatning. Vejret var godt, hvilket er sjaeldent her i monsoonen, og det var heldigt da der var 2 timers lang ventetid paa den hoeje bro over floden Bhote Kosi. Vi blev kaldt hen efter vaegt, og jeg var den 3 sidste i den lette gruppe. Jeg fik udstyret paa og foelte mig naesten ikke nervoes foer jeg stod paa kanten med 160 meter ned til den brussende flod og skulle til at hoppe. Jeg naaede ikke at taenke laenge foer jeg bare hoppede og var i luften. Elastikken knaekkede heldigvis ikke og jeg kom ned i god behold. Soendag var det tid til Canyoning som er at repalle ned at vandfald, det hoejste vandfald var 45 meter. Det var en rigtig fed oplevelse og da bussen soendag eftermiddsg koerte tilbage mod Kathmandu var jeg helt smadret og sov naesten hele vejen. 
Jeg haaber i alle har det godt de bedste hilsner fra mig.

Farvel til boernene og mit hjem i Pasthali

Fredag d. 1 juli var det blevet tid til at sige farvel til alle boernene paa boernehjemmet, og mit hjem i denne lille landsby pasthali. De sidste uger op til afskeds dagen var gaaet med at faerdiggoere en masse projekter. Vores store maler projekt som have taget sin tid, paa grund af manglende maling og udstyr, blev faerdiggjort ugen inden afskeden. De roede lister blev malet hvide som slut paa projektet. Gynge projektet som var startet i en af de foerste uger paa boernehjemmet, blev ogsaa faerdiggjort. Rebet til gyngerne var allerede tyndtslidt efter 3 maaneder, saa vi havde vaeret ved en smed, som lavede fine kroge og kaeder til gyngerne, som forhaabeligvis holder en masse aar. Et andet projekt som tidligere voluntoere havde startet, med at haenge billeder op af alle boernene og personalet, opdaterede vi da der i mellem tiden er kommet en del nye boern og personale til. Tirsdag aften blev der holdt afskeds ceromoni for Caroline, Signe og mig. Boernene havde forberedt en masse nepalesiske danse og sange og jeg skulle goere mig meget umage for ikke at graede. Da boernene var faerdige med at optraede, skulle jeg op at sige et par ord om mit ophold paa boernehjemmet. Det var meget foelsesladet at skulle beskrive hvor vidunderligt det hele har vaeret for mig, at de har gjort mig til en del af deres familie. Saa blev der ellers sat Justin Bieber paa fulde droen og vi alle hoppede og dansede som vilde. Torsdag nat var forfaerdelig, jeg fik ikke lukket et oeje og tanken om at skulle sige farvel til alle den foelgende morgen var forfaerdelig. Jeg laa og taenkte paa de 3 maaneder paa boernehjemmet og paa hvordan de har vaeret. Der har vaaret saa mange fantastike oejeblikke hvor jeg virkelig har foelt jeg har gjort en forskel, at give en af boernene et kaempe kram og se deres smil dukke frem bag taarene, eller putte dem om aftenene og sidde ved dem indtil de faldt i soevn, snakke med dem om ting de syntes er svaere, lege med dem, at lave et projekt for dem, bare at vaere der 100% for dem. Men der har ogsaa vaeret svaere dage hvor jeg savnede hjem, og 3 maaneder virkede helt uoverskuelige og uendelige. Saa blev det morgen og dagen som jeg baade havde ventet med laengsel men mest med sorg. Boernene var rigtig kede af det, og lille Sushil, paa 6, som var blevet min trofaste foelgesvend var helt ved siden af sig selv. Vi fik en flot stor roed tika i panden og en banan til vores sidste farvel, jeg gav alle boernene et kaempe kram og jeg formaaede at holde de pressende taare tilbage indtil jeg sad i bilen paa vej vaek fra mit hjem i Nepal, og saa kunne jeg ikke mere.
De bedste hilsner fra mig

De olympiske lege i Nepal 2011

Den sidste uge paa boernehjemmet er gaaet med at forberede de olympsike lege. Fredag aften startede vi med at inddele boernene i 6 grupper af forskellige lande. Kina, Australien, Belgien, Brasilien, USA og Kenya. Foerste leg var Drama hvor holdlederen trak et papir med et emne.Boernene var virkelige dygtige og formaaede alle at lave et flot drama. Naeste leg var en masse sporgsmaal om gruppernes lande. Sidste leg fredag var en bogstavsleg hvor det gjaldt om at danne flest mulige ord paa 3 minutter. Loerdag eftermiddag fortsatte vi med en nepalesisk leg, hvor en person fra hvert hold fik bind for oejnene blev drejet rundt og skulle derefter guides med 3 ord mod en lerkrukke som skulle smadres. Saa var det blevet tid til bowling, stafet med kartoffler, og den sidste leg, foer boernene faldt udmattede om, gjaldt om at faa en moent til at ramme ned i et syltetoejs glas som stod paa bunden af en stor spand med vand i. Total udmattede efter flere timers leg, raaben og skrigen blev pointene talt sammen og de 3 bedste hold skulle overraekkes flotte hjemmelavet medaljer. Paa tredje pladsen var det Kenya, anden pladsen Kina og foerste pladsen Australien. Lederen af Boernehjemmet havde flotte gaver til boernene, og vi uddelte bolsjer. Fredag og Loerdag har vaeret helt fantastiske, boernene har vaeret saa glade, det er helt vidunderligt at have vaeret med til de olympsike lege i Nepal 2011.

Dejligt at vaere tilbage

Soendag d. 5 om eftermiddagen var jeg paa vej tilbage til boernehjemmet efter en dejlig tur i Pokhara. Jeg var heldig at naa den lokale bus mod Pashali og boernehjemmet, og slap for en times gaatur i den bagende sol. Selvom turen til Pokhara kun var paa en uge havde jeg savnet boernene rigtig meget, og deres glade ansigter og mange kram gjorde mig uendelig glad. Nu er der mindre end en maaned til at jeg skal sige farvel til dem alle og dagene gaar naesten for staerkt. Naar boernene er i skole og boernehjemmet er utrolig stille og helt tomt, bruger jeg meget tid paa at gaa op af alle de fantastiske bjerge, der ligger omkring den lille by. En 6-7 times tur til en by kaldet Namo buddha er blevet min ynglings. Byen ligger paa toppen af et bjerg og man kan skimte boernehjemmet langt vaek forbi de mange rismarker. Der hviler en utrolig stilhed, og traeerne er daekket med tibetanske bedeflad i mange farver. En anden dejlig tur gaar til toppen af et mindre bjerg hvor man kan nyde udsigten over en flod, som bliver farvet roedlig idet solen gaar ned over bjergene i det fjerne.
Igaar blev Caroline, signe og jeg inviteret til at hjaelpe med at grave kartoffler af Bina miss som hun bliver kaldt. Hun er 21 aar og laere paa en af boernenes skole. I forbindelse med en gaatur med boernene besoegte vi hendes hus og er siden hen blevet betragtet som venner. Vi bliver engang imellem inviteret paa laekker nepalesiske mad og tager hjem derfra med proppede maver. Igaar var en sjov og anderledes oplevelse. I nepal er det kvinderne der tager sig af det haarde fysiske arbejde og maendende der sidder og kigger paa. De havde ingen maskine men brugte en hakke og tog kartofflerne med haenderne. 4 kilo kartoffler bliver solgt til en pris af 2 kroner, og saekkene vejer 50 kilo og bliver baaret i et baand paa panden. De syntes det var herligt at vi ville hjaelpe til, og grinte hoejlydt naar vi faldt paa roeven i det vaade mudder. Jeg er sikker paa at vi ikke var til megen gavn, men sjovt var det.
Jeg haaber i alle har det godt, mange hilsner fra mig.   

Pokhara

Pokhara ligger 7 timers koersel med bus fra Kathmandu, og er kendt for den flotte natur, store soe og udsigt til de sneklaedte Annapurna bjerge. Mandag d. 30/5 tog Caroline, signe og jeg bussen mod denne by som alle nepalesere finder saa smuk. Vi fandt et dejligt hotel med udsigt over baade soen og bjergene. Tourister var der ikke mange af, da Nepal officiel gaar ind i regntid d. 12/6 og her allerede er enorme regnskyl dagligt. Vi kunne nyde den gode service paa restauranterne, da vi oftes var de eneste kunder. Lonely Planet Nepal blev ivrigt brugt og jeg fandt da ogsa en masse der skulle opleves. Tirsdag blev udnaevnt som aktiv dag og turen gik til World peace pagoda som laa paa toppen af et af de mindre bjerge. Paa vejen besoegte vi Devis falls og noget der skulle forstille sig at vaere asiens stoerste grotte, men bestemt ikke var det. Udsigten over soen og byen var fantastisk og en dejlig brise blaeste fra toppen af peace pagodaen. Turen ned gik gennem en jungle og vi ente ved soens bred, hvor vi sejlede en tur i en lille baad. Om aftenen saa jeg solen gaa ned over soen med bjergene i det fjerne. Onsdag morgen stod vi op klokken 4 for at se solopgangen, fra en speciel god bjergtop. Da jeg naaede toppen kunne jeg nyde en fantastisk solopgang med udsigt til de enormt smukke annapurna bjerge. Klokken 8 kom to heste for at hente Caroline og mig, vi havde bestilt en 3 timers ridetur rundt om soen. Turen blev nydt i fulde drag trods de mange smerter i min bagdel. Torsdag var det Carolines foedselsdag, og dagen hvor vi alle tre skulle ud og paraglide. Jeg havde glaedet mig enormt meget og udsigten i 1800 meters hoejde var helt vidunderlig. Resten af dagen havde vi alle enorm kvalme da flyveturen varede en hel time og mindede om snurretoppene i tivoli. Fredag tog vi mod den lille bjergby Bandipur 2 timer fra Pokhara. Byen ligger over skyernes toppe og husenen er bygget i traditionelt nepalesik stil. Der er ikke adgang for noget transport i byens gader saa stilheden hviler her. Vi brugte hele fredagen paa at slappe af og nyde den gode udsigt. Idag er det loerdag og turen gik i morges til Kathmandu hvor jeg nu sidder og skriver paa min blog. I morgen tager vi tilbage til boernehjemmet og trods den gode uge, savner jeg boernene og mit hjem i Pasthali.
Jeg haaber i alle har det godt de kaerligste hilsner fra mig.

Diarre

Diarre i Danmark er ikke en af de store samtale emner, hvor det i nepal er en af de stoerste. Jeg vidste foer jeg tog hjemmefra at de hygieniske forhold her i Nepal ikke er de bedste, og jeg havde da ogsaa forberedt mig paa lidt daarlig mave engang i mellem. De foerste to uger paa platformen i Kathmandu snakkede vi naesten ikke om andet en affoering, ogsaa mens vi spiste. Hvordan ser det ud idag er det gult eller groent? Nu er det snart 2,5 maaned siden jeg forlod danmarks hygienniske koekken forhold, og jeg har haft diarre i ca. 2 af maanederne. Uanset hvor hygiennisk jeg proever at vaere er der bare ikke noget at goere og jeg har accepteret at det er en del af hele Nepal oplevelsen.
Tidspunkter det ikke er sjovt at have diarre paa i Nepal:
- Naar man er ude at gaar og det taetteste toilet er 1 time vaek
- Naar man sidder i en overfyldt bus paa vej til Kathmandu, og der er 2 timer til man er fremme
- Naar man bliver noed til at laane et ikke vestligt toilet
- Naar ens vestlige toilet gaar i stykker

Paa trods af de mange toilet besoeg gaar det rigtig godt. Vores morgenture med boernene gaar rigtig godt, vi kommer rundt og ser en masse flot natur og jeg bliver tit overvaeldet af de flotte bjerge og de vilde floder som bliver krydset med lange haengebroer. Desuden er vi i denne uge startet med at vaske vaeggene paa pigernes vaerelser, som efter mange aars brug virkelig traengte til en kaerlig haand. Mandag begynder vi med at male og pigerne er rigtig glade, saa det er alt det haarde arbejde vaerd.
Mange hilsner til jer alle fra mig.

Mount Everest

Mandag d. 9 tog jeg min pakkede taske paa og laaste doeren til vores vaerelse paa boernehjemmet. Det var endelig blevet tid til lidt ferie. Turen gik til Kathmandu, med offentlig transport, og busbilletten kostede hele 4 kroner for en 2 timers tur. Vi var meget heldige at faa siddepladser inde i bussen og ikke oppe paa taget. Bussen blev mere og mere proppet og hver gang vi stoppede blev jeg imponeret over at der kunne blive presset flere mennesker ind i den allerede meget overfyldte bus. Foerste stop i Kathmandu var MAD, meget af tiden paa boernehjemme gaar med at taenke paa mad. Mhh hvor ville en burger vaere god, mhh jeg kunne godt taenke mig en rugbroeds mad, mhhhhhhhhhhhhhh ... Men det eneste vi faar er daal bhat tarkari. Saa da en laekker tunsandwish med groftbroed stod foran mig paa tallerkenen, kunne jeg naesten ikke tro det foer jeg smagte paa den, og waoo den var god:) Resten af dagen gik med at spise mad, og da jeg kom i seng var jeg virkelig maet. Tirsdag morgen meget tidligt blev Caroline og jeg hentet i privat bil og koert til den internationale lufthavn. Turen gik over himalaya og til Mount Everest! Flyveturen varede en time og var helt fantastisk, synet af himalaya er helt vildt og jeg sad klistret til vinduet. Man fik paa tur lov at komme op i cockpittet og kigge gennem den store rude, det var helt ubeskriveligt smukt og piloten udpegede verdens hoejeste bjerg, Mount Everest. Da jeg igen stod paa jorden og kiggede rundt i det overskyede Kathmandu var det helt uvirkeligt, hvad jeg lige havde set. Vi blev sat af paa en god restaurant, hvor jeg bestilte en kaempe morgenmad: pandekager, wafler, aeg, bacon og juice. Efter at have slappet af oven paa det store maaltid, besoegte vi monky tempel, som er en kaempe stupa omringet af en masse aber. Om eftermiddagen fandt vi en bowlinghal hvor vi hyggede os. Idag har vi besoegt det sted hvor nepaleserene braender deres doede. Da vi ankom var der en del ceromonier igang, hvor man ligger de doede paa store traepodier lige ved en meget beskidt flod, de doedes paarorende stod omkring ligene som var klaedt i hvidt og daekket med blomsterkranse, der blev sat ild til ligene som efterfulgt blev smidt i vandet. Det var spaende at se hvordan man siger farvel til sine afdoede i nepal, men og en smule overvaeldende. I morgen er det tid til at vende hjem til boernehjemmet og til livet som turist. Jeg glaeder mig nu meget til at se boernene igen og mit "liv" som voluntoer. Jeg oensker jer alle det bedste, mange hilsner fra mig.

Foerste maaned paa boernehjemmet

Idag er det en maaned siden Caroline, Signe og jeg selv blev sat af med alle vores ting foran de mange ukendte ansigter og en kaempe bygning, vi ikke kendte til. Idag ved jeg naesten hvad alle boernene hedder og hvad de kan lide at lave, den store bygning er nu mit hjem, og mit vaerelse er indrettet med billeder af min familie. En "normal" dag paa boernehjemmet starter med at mit vaekkeur ringer klokken 7.40. Jeg tager det samme toej paa som dagen foer og boerster haaret som traenger grundigt til en vask. Ved en 8 tiden koger den kaempe store gryde med maelk, som kommer hver dag frisk fra enten en ko eller en ged. Jeg tager en kop som jeg haelder over den musli jeg har koebt i Panauti. Lidt over 9 staar pigerne klar i deres blaa skole uniformer, med flettet haar og hvide sloejfer i. Saa gaar turen ellers mod en af de 4 skoler. Den skole der ligger laengst vaek tager 40 minutter, op og ned af bakke, at gaa til. Ved en 11 tiden staar dagens foerste portion daal bhat takari parat paa bordet i den store spisesal, denne bliver spist med hoejre haand. Hvis der er vand vasker vi op med et slidt stykke rissaek og blaa saebe. Saa er det tid til en lille pause, foer vi finder paa noget at lave med de boern der ikke gaar i skole. I pausen spiller vi oftes et spil kinaskak. Hvis der er stroem er det svaert at faa dem hevet vaek fra boernehjemmets tv, som er ivrigt benyttet. Ellers tegner vi med farver eller kridt, sipper, gynger, leger eller proever at laere dem lidt engelsk. Klokken 3 er det snack tid, det kan vaere alt fra kiks til nudlesupper. Ved en 4 tiden kommer boernene hjem fra skole og klokken 5 er det tid til at lave lektier, som jeg glaedelig hjaelper til med( dog ikke nepali). Klokken 7 ringer klokken, saa er det tid til mad for boernene, hvis jeg har mere energi kan jeg hjaelpe med at give boernene mad. For at undgaa larm med 60 spisende boern er der tegnesprog for mere mad. 1 finger er ris, 2 er linesuppe, 3 er takari, 4?, 5 er vand. Efter boernene har spist er det vores tur, og dagens 2 portion daal baht takari er laenge ventet. Saa er det tid til at slappe af og paa en "normal" dag er jeg ofte helt smadret. En ikke "normal" dag, kan fx. starte klokken 5.45, boernene har maaske fri fra skole, enten fordi det er helligdag eller loerdag. Jeg hopper i mit loebetoej og et par gode sko, og vaekker derefter de boern op der har lyst til at vaere med ud at gaa eller loebe. Caroline, signe og jeg har startet et "motionshold" hvor vi tager boernene med ud at gaa, daa de sjaeldent kommer ud fra boernehjemmets omringende mure medmindre de gaar mod skole. En tur til et andet sted er derfor meget eftertragtet. I tirsdag var det mors dag, og pigerne viller gerne fremvise et theaterstykke. Med lidt hjaelp fra os fik vi oevet og lavet flotte masker. Stykket blev en kaempe succes og jeg var meget stolt af pigerne. Paa ikke "normale" dage tager vi til Panauti og spiser pandekager og tjekker mails. Igaar var en meget speciel dag, vi var "inviteret"(selv inviteret) til en nepalesisk bryllup i nabolaget. Vi tog vores fineste toej paa og gik hen af de mudrede jordstier. Brylluppet foregik i et oppyntet hus og i et farverigt telt. Brudeparret sad paa stole og var midt i en ceremoni da vi ankom. De fik vasket deres foedder og givet gaver. Som de eneste 3 hvide mennesker i ikke nepalesisk toej, var vi et speciel syn. Folk tog ivrigt billeder af os og vi tog naesten opmaerksomheden fra det unge brudepar. Saa gik vi ind i det proppede telt hvor der blev severet en masse laekre nepalesiske retter. Teltet blev kun endnu mere proppet da et kraftigt rengvejr bryd ud. Det var en sjov oplevelse og gav et pift til min ellers meget "normale" hverdag her i Nepal. Jeg haaber jeg har giver jer alle et indtryk af hvad jeg foretager mig her i Nepal.
De bedste hilsner fra mig.

Smaa projekter

To uger paa boernehjemmet er nu gaaet, og der er sket en masse forskellige ting. Foerst og fremmest har vi taget afsked med en masse af boernene paa boernehjemmet. De aeldste piger er taget afsted da de er faerdige med deres "folkeskole" og ikke laengere har mulighed for at blive boende paa hjemmet, desuden har vi taget afsked med alle boernehjemmets drenge da det skal nu vaere et Balika(pige)hjem. Dette skete ved flotte ceremonier bestaaende af dans, sang, mad og en tika i panden hvor man ogsaa fik mulighed for at sige de sidste par afskeds ord. Vi har ogsaa haft fint besoeg af den Australske ambassadoer, som donerede en masse boeger til boernehjemmets bibliotek. Dagene gaar nu for det meste meget stille og roligt, saa vi har ogsaa sat et par smaa projekter igang. En af dagene lavede vi en papirworkshop, hvor der blev klippet og klistret med hoejt humoer. Pigerne fik lavet en hel del baade smaa kasser, blomster, papirfly, roser, masker og collager. Et helt andet projekt har vaeret undervejs et stykke tid. En af mine foerste indtryk af boernehjemmets legeplads, var de manglende gynger i det gamle gyngestativ. Jeg besluttede mig for at goere det til et projekt at finde nogen gynger til boernene. I Panauti, den taetteste by paa boernehjemmet, blev samtlige shoppe spurgt efter gynger, men uden held. Vi forsoegte os derfor ved en snedker, hvor vi efter lang tid, ved hjaelp af kropssprog og fakter, fik forklaret ham hvad vi oenskede. Soendagen efter kunne vi glade haenge to flotte traegynger op paa det tomme gyngestativ. Glaeden var enorm hos boerne som stod i lange koeer for at proeve de to gynger. De naeste mange timers tid sad jeg paa det bloede graes foran gyngestativet og noed synet af de mange glade boern, tilsidst fik jeg mig ogsaa en tur.
Jeg haaber at i alle har det godt, de bedste hilsner fra mig.

Den foerste uge paa boernehjemmet

Fredag d. 8 april, en halv time fortidligt, kom den bil der skulle koere Caroline, Signe og mig til boernehjemmet i Panauti. Signe havde dagen forinden faaet af vide at hun skulle med os til Panauti, i stedet for Charikot. Platformens soede koekkendame Goku havde lavet en laekker madpakke til os som laa klar i en af de mange pakkede tasker. Med den sidste taske i bagagerummet, satte bilens motor igang og med sommerfugle i maven koerte vi langsomt afsted moed det laenge ventede voluntoerophold. Efter 1,5 times koertur var vi paa Panautis fine jordveje omgivet at bjerge, skov og katoffelmarker. Den friske luft traengte ind gennem det nedrullede vindue, og boernhjemmets hvidmalet mure og store metalport kom i syne. Vi blev taget imod af de mange ivrige boern som glaedeligt hjalp os med vores mange tasker op paa vores vaerelse paa 2.sal. Vaerelset bestaar af 3 senge og et aflaast skab, som ingen har noeglen til. Desuden har vi et normalt toilet og en betonplade med tilhoerende vask:) Efter en kort introduction til boernehjemmets personale, besluttede Signe og jeg os for at udforske naeromraadet med hjaelp fra nogen af boernene. Det som vi troede skulle vaere en lille kort tur blev en 4 timers lang trekkingtur til toppen af en af de naertliggende "bjerge", hvor der var en mobilmast. Vi blev praesenteret for mange af bjergets beboere, og efter 4 kop te var det heldigvis tid til at vende hjem ad, turen gik over de smukke katoffelmarker. Hjemme ventede Ditte og Janne to andre voluntoere fra Danmark, som jeg fik mig en rigtig god snak med om boernhjemmet. Loerdag ventede endnu mere trekking, for det var tid til den aarlige picnic tur. Efter besoeg i fantastisk udseende templer, satte vi os alle til rette paa den fugtige skovbund, hvor vi noed en masse forskellige nepalesiske retter til lyden af tromme og sang. Turen tog 7 timer og da vi endelig kom hjem til boernehjemmet havde et voldsom regnvejr trukket op. Aftenen blev nydt fra sengen med traette arme og ben, og lyden af den voldsomme regn og torden udenfor. De sidste par dage er gaaet hurtig og jeg er ved at indrette mig til livet paa boernehjemmet. Vi spiser Daal Bhat 2 gange dagligt, og en lille snack derimellem bestaaende af kiks eller toastbroed. Boerne holder ferie for tiden saa dagene er gaaet med en masse leg, sang, dans og hvad vores fantasi ellers raekker til. Igaar holdte vi Nepalesisk nytaar, og ifolge den nepalesiske tidsregning er vi nu i 2068. Vi fejrede dagen med dansk snobroed over baal, som blev en kaempe succes. Da moerket faldt paa sad jeg og noed gloederne mens boernene sang nepalesiske sange, lille sundha laa i mine arme mens hun trykkede sig taet ind moed mit bryst, hun gav mig forsigtigt et kys paa kinden inden hun igen puttede sig ind til mig. Det er oejeblikke som dette der giver min tur mening. Jeg haaber at i alle har det godt, de bedste hilsner fra mig.

Chitwan National Park

Loerdag morgen d. 2/4 tog jeg og 5 andre voluntoere afsted mod Chitwan National Park. En forventet koeretur paa ca. 6 timer. Chitwan National Park er den foerste national park i nepal og blev tildelt en status som World heritage i 1984. Parken har et rigt dyreliv, og jeg havde glaedet mig enorm meget, isaar haabet om at se et naesehorn i junglen var stort. Loerdag ved en 2 tiden ankom vi til tiger camp som var vores hotel for de naeste to naetter. Der var ikke pladser nok i jeepen der hentede os op ved busstationen, saa jeg fik en plads paa taget. Det var en sjov og anderledses koere oplevelse. Loerdagen gik med rundvisning i byen, solnedgang over floden og ellers gik vi tidligt i seng. Soendag var den store dag. Dagen startede med en tur i junglen paa elefant ryg. Turen var helt vidunderlige, vi gik gennem floden hvor vi saa krokodiller, gennem den taette jungle hvor vi saa en lille gruppe daadyr, et vildsvin med sine smaa unger og til min store fornoejelse to naesehorn, en mor med sin lille unge. Det var helt helt fantastisk at se saa flotte dyr. Til vores forundring hoppede guiden ned fra elefantens nakke for at fylde to dunke med naesehorns tis. Det skulle vaere godt at drikke hvis man har astma, ad siger jeg bare:) Bagefter kunne man bade sammen med elefanterne, det var en vild oplevelse at sidde paa dens nakke mens den sprojtede en til med vand fra dens snabel. Efter frokost var det meningen at vi alle skulle gaa en tur i junglen i forsoeg paa at se nogen flere dyr, men vi var ikke saa trygge ved at goere dette til fods, saa vi valgte at leje en jeep. Foerst sejlede vi i en lille traekano hen til junglen, paa den tur saa en masse boern bade, folk der fiskede og til vores overraskelse ogsaa en krokodille. Vi blev hentet op i en aaben jeep, hvor der var plads til os alle seks bagi, guiden sad paa taget og holdte udkig efter dyrene. Hver gang jeepen stoppede gjalt det om at vaere helt stille og kigge i den retning guiden pejede. Da guiden pludselig sagde tiger, sad vi alle helt stille i bare spaending. Den gik paa stien maaske 50 meter fra jeepen. Da jeepen naermede sig, hoppede den elegant ind og gemte sig i kratet et par meter fra jeepen. Man kunne skimte dens stripede pels, gennem buskadset. Jeg sad i fuldstaendig begejstring og beundrede det fantastiske dyr. Pludselig sprang tigeren frem bag sit skjul, med kloerne og taenderne blottede og det udstoedte et enormt broel. Jeg hoppede over i den anden ende af jeepen i bare chok over dens pludselige angreb. Guiden udstoede nogle hoeje lyde og bankede haardt paa jeepens tag, og til alles held blev tigeren skraemt og forsvandt ud i junglen. Wow det var den vildeste oplevelse nogensinde, da jeepen langsomt koerte videre pumpede blodet voldsomt rundt i min krop, jeg kunne naeste ikke tro hvad der lige var sket. Jeg havde siddet faa meter fra en vild tiger i angreb. Det har vaeret det vildeste adrenalin kick nogensinde. Efterfolgene var vi alle hoeje paa vores vilde oplevelse. Selv guiden var helt oppe og koere, han fortalte at det var 2 aar siden han sidst havde set en tiger, og han er paa guidede ture hver dag. Resten af turen forloeb stille og roligt. Vi kom forbi en militaerbase som er placeret i junglen til dyrernes beskyttede mod krybskyttteri. Desuden saa vi en del dyr paa vej hjem, nogen flere naeserhorn et par krokodiller, og en paafugl. Om aftenen var vi til en danse opvisning lavet af Tharu folket. Det var vaeret en helt fantastisk tur, jeg glemmer aldrig min vilde oplevelse med den nepalesiske tiger.

Jeg haaber i alle har det godt, det har jeg i hvertfald:)