Bungy jump og Canyoning

Loerdag morgen klokken 5 sad jeg nervoes i bussen paa vej mod nepals kendte ekstremsports sted "The Last resort". Caroline og jeg havde booked bungy jump og Canyoning med en overnatning. Vejret var godt, hvilket er sjaeldent her i monsoonen, og det var heldigt da der var 2 timers lang ventetid paa den hoeje bro over floden Bhote Kosi. Vi blev kaldt hen efter vaegt, og jeg var den 3 sidste i den lette gruppe. Jeg fik udstyret paa og foelte mig naesten ikke nervoes foer jeg stod paa kanten med 160 meter ned til den brussende flod og skulle til at hoppe. Jeg naaede ikke at taenke laenge foer jeg bare hoppede og var i luften. Elastikken knaekkede heldigvis ikke og jeg kom ned i god behold. Soendag var det tid til Canyoning som er at repalle ned at vandfald, det hoejste vandfald var 45 meter. Det var en rigtig fed oplevelse og da bussen soendag eftermiddsg koerte tilbage mod Kathmandu var jeg helt smadret og sov naesten hele vejen. 
Jeg haaber i alle har det godt de bedste hilsner fra mig.

Farvel til boernene og mit hjem i Pasthali

Fredag d. 1 juli var det blevet tid til at sige farvel til alle boernene paa boernehjemmet, og mit hjem i denne lille landsby pasthali. De sidste uger op til afskeds dagen var gaaet med at faerdiggoere en masse projekter. Vores store maler projekt som have taget sin tid, paa grund af manglende maling og udstyr, blev faerdiggjort ugen inden afskeden. De roede lister blev malet hvide som slut paa projektet. Gynge projektet som var startet i en af de foerste uger paa boernehjemmet, blev ogsaa faerdiggjort. Rebet til gyngerne var allerede tyndtslidt efter 3 maaneder, saa vi havde vaeret ved en smed, som lavede fine kroge og kaeder til gyngerne, som forhaabeligvis holder en masse aar. Et andet projekt som tidligere voluntoere havde startet, med at haenge billeder op af alle boernene og personalet, opdaterede vi da der i mellem tiden er kommet en del nye boern og personale til. Tirsdag aften blev der holdt afskeds ceromoni for Caroline, Signe og mig. Boernene havde forberedt en masse nepalesiske danse og sange og jeg skulle goere mig meget umage for ikke at graede. Da boernene var faerdige med at optraede, skulle jeg op at sige et par ord om mit ophold paa boernehjemmet. Det var meget foelsesladet at skulle beskrive hvor vidunderligt det hele har vaeret for mig, at de har gjort mig til en del af deres familie. Saa blev der ellers sat Justin Bieber paa fulde droen og vi alle hoppede og dansede som vilde. Torsdag nat var forfaerdelig, jeg fik ikke lukket et oeje og tanken om at skulle sige farvel til alle den foelgende morgen var forfaerdelig. Jeg laa og taenkte paa de 3 maaneder paa boernehjemmet og paa hvordan de har vaeret. Der har vaaret saa mange fantastike oejeblikke hvor jeg virkelig har foelt jeg har gjort en forskel, at give en af boernene et kaempe kram og se deres smil dukke frem bag taarene, eller putte dem om aftenene og sidde ved dem indtil de faldt i soevn, snakke med dem om ting de syntes er svaere, lege med dem, at lave et projekt for dem, bare at vaere der 100% for dem. Men der har ogsaa vaeret svaere dage hvor jeg savnede hjem, og 3 maaneder virkede helt uoverskuelige og uendelige. Saa blev det morgen og dagen som jeg baade havde ventet med laengsel men mest med sorg. Boernene var rigtig kede af det, og lille Sushil, paa 6, som var blevet min trofaste foelgesvend var helt ved siden af sig selv. Vi fik en flot stor roed tika i panden og en banan til vores sidste farvel, jeg gav alle boernene et kaempe kram og jeg formaaede at holde de pressende taare tilbage indtil jeg sad i bilen paa vej vaek fra mit hjem i Nepal, og saa kunne jeg ikke mere.
De bedste hilsner fra mig